I gennemsnit får ti danske børn om ugen konstateret type 1-diabetes. Siden 1997 er antallet af nye tilfælde af børn og unge med type 1-diabetes fordoblet. Det betyder, at alle skoler kan forvente at have, eller få, elever med diabetes, og det stiller krav til skolen. Loven er klar på dette område: Børn med diabetes er skolens ansvar i skoletiden.
Steno Diabetes Center Nordjylland (SDCN) har i 2019 foretaget en spørgeskemaundersøgelse samt gennemført fokusgruppeinterviews med forældre til skolesøgende børn med diabetes. Undersøgelsen viste, at skolegang ofte er anledning til utryghed hos både forældrene og børn. Dette understøttes af en undersøgelse foretaget af Diabetesforeningen blandt deres medlemmer i 2020, som viste, at det kun er knap halvdelen af forældrene til børn med diabetes, som i høj grad er trygge, når de sender deres barn afsted i skole. Diabetesforeningen får hvert år mange henvendelser til forældre til børn med diabetes, som oplever, at skolen ikke yder den nødvendige hjælp og støtte.
Mad, måling af blodsukker, medicin og fysisk aktivitet er centrale faktorer i behandling af diabetes, som alle med diabetes skal have fokus på hver dag døgnet rundt. Jo mindre barnet er, desto større er behovet for støtte fra voksne, når barnet skal måle blodsukker og tage insulin i den rette mængde. Blodsukkerniveauet har betydning for, hvad der er den rette mængde insulin, og der skal tages hensyn til, hvad barnet skal spise, og hvor aktivt barnet forventes at være. Samtidig har flere undersøgelser vist, at blodsukkerniveauet har stor betydning for barnets evne til at indlære.
Ifølge Diabetesforeningen er mange lærere tilbageholdende over for sygdommen, og det forekommer for mange svært at skulle forholde sig til et barn med en sygdom i skoletiden. Der er ofte mulighed for, at lærere og pædagoger kan få en introduktion til diabetes af diabetessygeplejersker, men givet at den enkelte lærer og skoleansatte pædagog ofte har ansvaret for 25-28 børn i en klasse, risikerer informationen at ’drukne’. Samtidig kan der i en klasse være flere børn med udfordringer og potentielt andre diagnoser, som lærere og pædagoger også skal forholde sig til. En tryggere skolegang for børn og unge med diabetes forudsætter, at lærere og andre relevante medarbejdere på skolen derfor har basal viden om diabetes og viden om det konkrete barns reaktioner.
Det er i løbet af skoledagen nødvendigt at:
- hjælpe barnet med måling af blodsukker
- hjælpe barnet med tolkning af blodsukker
- hjælpe barnet med at bestemme insulinmængde ud fra rammer givet af forældre/diabetessygeplejersker.
- være koordinator, når klassen skal lave aktiviteter, der har indflydelse på barnets blodsukker
- være koordinator i forhold til vikarer
- være opsøgende og hjælpe, hvis barnet virker til at have højt eller lavt blodsukker.
Barnets forældre er den vigtigste kilde til viden om barnets diabetes. Ved skolestart eller ved diabetesdebut er det ofte nødvendigt, at forældrene er med barnet i skole i en periode. I løbet af den periode udvikler de fleste forældre selv forskellige papirbaserede værktøjer, som skal skabe overblik for såvel lærere og børn. Det er dog forskelligt, hvilke ressourcer forældrene har i forhold til at formidle viden om barnets diabetes og generelt understøtte skolegangen med diabetes. Hvis forældrene fx ikke har mulighed for at være til stede og ret håndfast understøtte skolegangen, skærpes kravene til skolen.
Fokusgruppeinterviews foretaget af SDCN med børn i alderen fra 5-12 år tyder på, at også børnene oplever udfordringer forbundet med at have diabetes i skolen. Børnene pegede blandt andet på, at diabetes fylder meget i skolen, og at det kan være vanskeligt blot at være et 'normalt barn' blandt kammeraterne, når der med jævne mellemrum dagen igennem skal måles blodsukker og tages insulin.